1 dag i Helsinki

Hej.

I forbindelse med lanceringen af bogen ‘I morgen er aldrig en ny dag’, fik jeg lov til at tilbringe en hel dag i Helsinki. Jeg vidste at en dag ikke var meget, så jeg prøvede at planlægge lidt, så jeg fik set så meget som muligt.

Lad mig starte med at sige at det er nemt at finde rundt i Helsinki, hvis du orienterer dig lidt på Google Maps, inden du rejser. Du kan sagtens gå rundt og behøver derfor ikke at tænke på hvordan du tager den offentlige transport. Når du tager toget fra lufthavnen, skal du stige af på den sidste station, som ligger midt inde i byen. Det er meget nemt at finde ud af og en togbillet fra lufthavnen til centrum koster  omkring 5 euro.

Selvom jeg kun havde en dag at gøre godt med nåede jeg…

Helsinki Cathedral 

Eller Helsinki Domkirke, som den også bliver kaldt. Det er en utrolig flot kirke, som ligger forhøjet over byen, så der er en god udsigt. Det er gratis at komme ind, så det vil jeg selvfølgelig anbefale dig og ellers vil jeg anbefale dig at gå hele vejen rundt om kirken, så du får set den (og udsigten) fra alle vinkler.

Uspenski Katedralen 

Som også er kendt som den russiske katedral. Jeg så desværre kun katedralen nedefra, fordi jeg prioriterede at jeg hellere vil nå noget andet, end at gå op og se den indeni. Den var flot og det er sjovt at se kontrasten til resten af byen. Den kan blandt andet ses fra havnen, så det kan nemt kombineres med nogle af de gode muligheder havnen byder på.

Market Square 

Jeg elsker at gå på markeder, når jeg rejser, så jeg blev selvfølgelig glad da jeg fandt ud af at de havde et ret kendt et i Helsinki. Markedet ligger på havnen og byder på alt fra marmelade til magneter. Markedet var fint og klart et besøg værd, men jeg må indrømme at jeg faktisk var lidt skuffet. Måske var det fordi jeg besøgte markedet to dage inden det blev forvandlet til julemarked? I må meget gerne fortælle mig hvad i synes, hvis i har besøgt markedet på andre tider af året.

Den Danske Ambassade 

Selvom det her ikke er en klassisk turistattraktion, vil jeg alligevel fortælle jer om mit besøg. På grund af at det danske projekt (altså bogudgivelsen) fandt sted i Helsinki, inviterede Den Danske Ambassade os på besøg for at høre lidt om bogen og projektet. De fortalte at de synes det var underligt hvordan Danmark, Norge og Sverige havde ‘tæt kontakt’ og hvorfor Finland oftest bliver ‘glemt’. Besøget gav bestemt stof til eftertanke.

Sauna på Patrol Boat 55 

Det her var uden tvivl dagens højdepunkt! På havnen lå der et gammelt krigsskib, hvor der var etableret sauna og udendørs jacuzzi. En tur i sauna er et must, når man besøger Finland, som er det land med flest saunaer, og så var det bare lidt sjovere at det var på en båd. Derudover var det sjovt at være i den udendørs jacuzzi, imens det var koldt udenfor. Vi kunne sidde i det varme vand, med en drink i hånden og udsigt udover byen, hvor vi blandt andet kunne se den russiske katedral. Hvis du skal til Helsinki vil jeg virkelig anbefale dig denne oplevelse.

Shopping 

Inden vi skulle til lufthavnen var der tid til lidt shopping, hvor vi besøgte tøjbutikker og nogle lokale supermarkeder. Jeg elsker at gå i supermarkeder, når jeg rejser, fordi det giver et godt indblik af landet. Det lyder måske underligt, men du vil forstå mig, hvis du selv gør det samme. I supermarkedet købte jeg selvfølgelig finsk lakrids og chokolade fra mærket Fazer, der blandet andet står bag Dumle og som selvfølgelig er finsk.

Som i kan se fik jeg nået en hel del, selvom tiden var knap. Tit handler der bare om at udnytte tiden i stedet for at se begrænsninger. Jeg er glad for at fik nået så meget og jeg føler selv at jeg fik et ret godt indblik i landet og kulturen. Helsinki var en dejlig by med sporvogne og god lakrids, som jeg synes at flere danskere burde besøge.

Signe Anett

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*