Dagbog: Georgien 2017

Jeg var i Georgien fra 9. – 16. april 2017. Jeg var dernede for at deltage i et interkulturelt projekt mellem Globale Skolepartnerskaber og Inochange. Der var fokus på undervisning.

Dag 1 

Vi ankom til Georgien sent om natten (eller tidligt om morgenen?) og blev kørt direkte til ISCR i Rustavi, hvor vi skulle bo. Projektlederne var søde, så vi fik lov til at sove længe ovenpå den lidt hårde nat. Den første dag brugte vi det meste af tiden på at lære hinanden at kende med en masse teambuilding lege. Derudover var vi på City-Game i Rustavi, hvor vi blandt andet skulle lære at danse Georgisk folkedans. Det var sjovt, men det var rigtig dårligt vejr, så vi skyndte os, så vi kunne komme hurtigt tilbage igen.

IMG_1571

Dag 2 

Dagen blev brugt på en masse aktiviteter. Min yndlingsaktivitet var en hvor vi, fik en rolle hver og så blev vi stillet op på en linje. Vi skulle forestille os at vores rolle, boede i det land vi kom fra. Projektlederne kom så med en masse udsagn f.eks. “Jeg har aldrig haft penge problemer”, hvis det passede skulle man træde et skidt frem. Tilsidst kunne man så se hvor priviligerede de forskellige roller var i de forskellige lande. Det var rigtig spændende at se.

Om aftenen var der georgisk kulturaften, hvor georgierne havde forberedt en mass forskellige ting. Vi så deres folkedans, fik en god introduktion til nærmest alt og så fik vi lov til at smage på en masse specialiteter fra landet. Jeg er vild med georgisk mad, så det var rigtig fedt at få lov til at smage en masse forskellige ting. Der var selvfølgelig også lidt forskellig hjemmelavet vin. Det var en meget vellykket aften og der blev sat høje forventninger til den danske kulturaften.

Dag 3 

Vi startede dagen ud med at tage til Tbilisi, fordi vi skulle besøge undervisningsministeriet. Det her var noget af det jeg havde glædet mig meget til, så det var jeg meget spændt på. Vi fik et spændende oplæg og så blev vi præsenteret for nogle pædagogiske bøger, som de synes var gode på læreruddannelsen. Bøgerne var på georgisk, så vi kunne ikke forstå hvad der stod, men der var en masse spændende grafer vi kunne kigge på.

IMG_3201

Om aftenen var det tid til den danske kulturaften. Vi havde købt Tuborg (som de sælger i Georgien) og så havde nogen taget sild, rugbrød, lakrids og snaps med hjemmefra. Vi gav dem et oplæg om Danmark, fortalte dem om traditioner og hygge og så hørte de Den Grimme Ælling. Aftenen sluttede med alkohol (georgierne havde medbragt vin – igen), dans og en masse karaoke. Det gik meget bedre end forventet!

IMG_1450

IMG_1465

Dag 4 

I dag var en af de dage jeg havde glædet mig mest til, vi skulle nemlig ud og besøge en skole. Vi startede med at blive inddelt i grupper og så skulle vi forberede det, vi ville lave med eleverne. Min gruppe forberedte georgiske og danske lege blandt andet ‘Banke-Banke-Bøf’. Det var vores første dag med rigtig godt vejr, så vi kunne heldigvis være udenfor. Vi kørte hen til skolen, der lå i Rustavi. Den så meget slidt ud i forhold til danske standarter, men børnene så meget glade ud og ville rigtig gerne være med til vores lege og de klarede det godt! Indenfor var skolen også slidt, men klasselokalerne var faktisk rigtig flotte og pyntet med en masse farver. Det var et sindssygt spændende besøg! Efter skolebesøget havde vi frokost og fritid og det var rart, for vi ville gerne ud og nyde solen.

IMG_1517

IMG_1539

Om aftenen havde vi Free Evening og det havde jeg også glædet mig til. Vi startede med at tage ind på den hyggeligste café, jeg nogensinde har været på. Den hed Askili og lå i Rustavi. Det var et stort hus, hvor hvert rum ligesom havde et tema, så man i det ene rum kunne hygge med kakao og i det andet drikke sig fuld i øl og drinks. Virkelig godt og velfungerende koncept. Efter Askili tog vi videre på en Skandinavisk bar og som i nok kan regne ud, var det fantastisk at være der som dansker! Der var flag fra hele Skandinavien og jeg følte mig ligepludselig midt i København. Baren hedder Valhalla og den er klart et besøg værd, hvis du besøger Rustavi.

IMG_1598

IMG_3212

Dag 5 

I dag skulle vi på udflugt i Georgien og jeg glædede mig til at opleve noget lidt andet, end bare ISCR. Vi skulle køre rigtig meget i bus, så jeg satte mig med to af mine veninder, så vi kunne spille UNO. Første stop var Jvari, der er en kirke, der ligger hævet over Mtskheta – Georgiens gamle hovedstad. Jeg var helt ærligt mere interesseret i den flotte udsigt end i selve kirken. Efter cirka 45 minutter skulle vi videre. Næste stop var Uplistsikhe, der er en form for ruiner og grotter. Vi så en masse meget gamle ‘lokaler’ og det var faktisk vildt spændende. Der var meget turistet, men det gjorde det altså ikke mindre spændende at se. Efter det gik turen tilbage til Mtskheta, men denne gang skulle vi ned til selve byen. Det var en helt vildt hyggelig by, med en masse boder, butikker og så var vi også inde i en meget flot kirke. Det var sjovt at se den kirke, vi tidligere havde været oppe i nedefra. Efter lidt tid i byen kørte vi til Tbilisi. I Tbilisi havde vi cirka to timers fri, før vi skulle til en traditionel restaurant. Vi tog gondolen op til Mother of Georgia, så The Bridge of Peace, undergrundbazaren og lidt andre ting. Tiden gik stærkt og vi skulle mødes ved bussen. hvor vi blev kørt til restauranten. På restauranten skulle vi have Supra, som er meget traditionelt for Georgien. Det består af en masse Georgiske retter der kommer ind på bordet, lidt ligesom en buffet. Så er der rigtig meget vin og dygtige dansere der viser den georgiske folkedans. Når man har spist bliver der danset. Vi var færdige omkring klokken 24.00 og blev kørt med bussen tilbage til Rustavi. Jeg blev meget fuld og det havde været en meget lang dag! Jeg glædede mig til at sove.

IMG_1652

IMG_1692

IMG_1779

Dag 6 

I dag skulle vi på Fieldwork, vi skulle altså ud for at besøge georgiske familier og fejre påsken med dem. Det havde jeg glædet mig til, fordi de går meget op i påske og har mange traditioner. Jeg skulle med en anden dansker hjem til en georgisk pige fra projektet, der boede i Tbilisi. Vi startede dagen ud med en meget grundig rundtur i byen. Vi tog op til en flot kirke, hvor der var en lækker café ved siden af. På caféen fik vi smagt Khachapuri (det jeg kalder for ostebrød) og chokoladesodavand. Meget mærkeligt, men det smagte fint. Derefter fik vi købt Churchkhela (min yndlingssnack!) og en masse vin. Vinen var tung så vi fik hurtigt taget en af de gule minibusser hjem til pigens lejlighed. Hun boede der med sin mor og bror, men de var ikke hjemme. Hendes lejlighed var rigtig hyggelig, med en meget smuk udsigt! Hun startede på at lave mad og lærte os hvordan man lavede noget af det georgiske mad. Det var sjovt at lære. Hun kogte også nogle æg, med rød farve, som skulle bruges til en påsketradition senere. Derudover fik vi også smagt den traditionelle påskekage, som jeg desværre ikke var begejstret for. Efter maden gav vi hende nogle gaver som vi havde taget med. Hun fik lakridser, en bog om hygge og lysestager fra Rosendahl. Gaverne var et hit! Vi hyggede med spil og en masse snak om forskellige traditioner fra Danmark og Georgien. Jeg var meget træt, så jeg gik tidligt i seng.

IMG_1788

IMG_1793

IMG_1801

Dag 7 

Endelig kom der en dag hvor vi kunne sove længe! Jeg vågnede til den georgiske pige der lavede morgenmad til os. Hun havde lavet noget brød af det majsgrød vi fik aftenen før, fladbrød med fyld og vildt gode pandekager! Fladbrødende var vildt gode og hun lærte os at lave dem og gav os nogle brød med hjem, så vi selv kunne lave det i Danmark. Efter den meget overdådige morgenmad tog vi ned i byen, hvor vi slappede af, kiggede lidt og nød det gode vejr! Vi spiste vores frokost på en hyggelig café, som de har mange af i Tbilisi. Efter det tog vi tilbage til ISCR, hvor de fleste var ved at ankomme. Vi skulle evaluere og til sidst fejre påsken med en masse kage, vin og sjove traditioner. Aftenen gik stærkt og klokken 1:30 var det tid til at sige farvel til Georgierne for vi skulle mod lufthavnen. Flyturen gik fint. Jeg kunne sove på flyet så jeg var veludhvilet og frisk den dag jeg kom til Danmark. Tak for en fantastisk rejse!!

IMG_1768

IMG_1748

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*